Forsvaret - Den Gamle Eg

Jeg begyndte i Forsvaret - Sjællandske Livregiment i Slagelse - en vinterdag i 1969 for at aftjene min værnepligt.

Tryk her for at se det større.

4. - 5. panserværnskompagni, Sjællandske Livregiment i Vordingborg, havde en maskot.

Det var en vædder, og han hed Panser.

Han var en meget bestemt herre, og var der en han havde set sig sur på, så var det med at passe på.

Han kunne finde på at rive tøjr-pælen op af jorden og styrte efter den, han ikke kunne lide.

En af dem han slet ikke kunne lide var kompagnichefen major Høyer.

Historien som gik handlede om, at kompagniet var på paradetur, som på billederne her under.

Forrest gik musikkorpset. Så kom en Panser-fører, som havde til opgave at fodre Panser af på turen, og Panser ville have en mundfuld for hver gang der var gået en bestemt tid eller afstand, som kun Panser kendte.

Hvis han ikke blev fodret (King's cigaretter), så stoppede han bare. Lige dér.

På hver side af Panser gik der to Panser-passere, som til dagligt sørgede for, at Panser havde det godt, og på paradeture var det deres opgave at hive Panser i den rigtige retning, og trække han fremad, hvis han gik i stå.

Bagved Panser gik kompagnichefen major Høyer, og historien fortæller, at på en paradetur gik Panser helt i stå.

Major Høyer fortsatte (det var han jo nødt til, for han havde hele kompagniet marcherede bag sig), og da han nåede helt hen til Panser, løftede han en hurtig støvle lige op bag i Panser som fór frem, og skulede tilbage. Han skulle lige inprente sig ansigtet på den, som havde sparket.

Han glemte aldrig major Høyer, og blev altid vred, når han så ham.

Paradetur ned gennem Algade i Vordingborg meget tidligt i 1970'erne.

Den høje mand bag ved Panser, er major Høyer.

(HUF var organisatorisk en del af kampskolen)

Hærens Undervisningsteknologiske Faggruppe

på Kronborg.

Det er i øvrigt mig, der har designet logoet.

Charlotte og jeg skulle på Europaturne i min gamle, røde Citroën 2CV.

Første stop var i Fredericia (jo vi tog skam nogle gevaldige nøk, den gang). Derefter var det Osnabrück, Amsterdam, Brunémont i nordfrankrig, og endelig Paris.

Det blev mit første besøg i Paris. Senere har jeg været så mange gange i Paris, at jeg ikke har tal på det.

Det var det år, hvor de rev de gamle haller ned i Paris - jeg nåede lige at se dem en enkelt gang. I dag ligger der en ikke særlig pæn park, og et rædsomt forretningscenter på stedet - heldigvis er det bygget ned i undergrunden.

Turen blev uforglemmelig, og jeg tænker ofte tilbage på den.

Blandt andet det første måltid vi fik i udlandet. Det var i Tyskland. En fiskefilet med pommes frites, men fisken var stadig dybfrossen i midten. Jeg har foto af den.

Skægget var langt, og det var håret også - utroligt, at det kunne gå - jeg var trods alt ansat i Forsvaret.

Jeg er blevet klippet i mellemtiden.

Men der er stadig fugle, som bygger rede i skægget om foråret.

Hærens Undervisningsteknologiske Faggruppe på Kronborg i Helsingør var min arbejdesplads i en del år. Nogle gode år, som gav mig uddannelse og erfaringer, som senere har været meget nyttige i mit arbejde som uddannelseschef og senere som selvstændig.

En gang imellem (så vidt jeg husker, var det en gang om måneden) blev der holdt et møde - man kunne kalde det et personalemøde, hvor alle fortalte om det de havde lavet siden sidst, og det der var på vej for den kommende periode.

Efter mødet spiste vi frokost sammen i officersmessen, og det var altid nogle sjove timer.

Her er det fra en gang i 1977 eller 1978.

Fra venstre:

(med siden til) materielforvalter P. Villumsen

Major A.C.E. Molter

Oversergent Verner Eg

Major Aage Mortensen (altid i højt humør).

Forrest og derefter bordet rundt:

Premierløjtnant N. Ketelsen

Seniorsergent S.R. Hansen

Premierløjtnant M.F. Steffensen

Materielforvalter P. Villumsen

Oberstløjtnant N.W. Svolgaard

Major Aage Mortensen

Oversergent Verner Eg

Major K. Selmose

I denne smukke bygning boede jeg en stor del af den tid, jeg arbejdede på Kronborg.

Vi arbejdede med udvikling af forskellige hjælpemidler til undervisning i forsvaret. Her et kig ind i tv-studiet.

Sergentmessen, hvor mange af kursisterne tilbragte deres pauser og fritimer.

Her er Gert Holgaard og Peter Larsen ved at gøre klar til kaffepause.

Forrest til venstre er det Infirmeribygningen, hvor HUF holdt til i begyndelsen.

Derefter er det kostforplejningen, med officersmessen på første sal, og derefter hovedbygningen, hvor der var undervisningslokaler, tv-studie, parolesal, med mere.

Varmemester Tofte havde bolig i huset til højre.

Depotet, hvor Villumsen sørgede for at vi kunne byttet vores beskidte uniformer til rene.

Til venstre ses lige hjørnet af gæstekantinen, hvor fru Adolf residerede, og altid sagde: "Ja tak, så gerne. Var der andet"?

Da sergentmessen blev åbnet (vistnok i 1976), blev bygningen lavet om til UMAK (UddannelsesMAterielKontor).

 

Hugo og mor kom på besøg en dag, da jeg havde week-end vagt.

"Mindetavle"

Skolechefen kom med en Julegave, da jeg havde vagten juleaften.

Kronborg Kaserne var dengang både Infanteriskole og Reserveofficersskole.

Og så kom HUF til.

Senere kom det hele til at hedde Hærens Kampskole.

Derefter har jeg ikke fulgt med i ændringerne.

Kasernen i Sønderborg 1907-2014

Bogen er udgivet af Historisk Samfund for Als og Sundeved & Museum Sønderjylland

Af Carsten Porskrog Rasmussen, René Rasmussen og Axel Johnsen (red.)

ISBN: 978-87-87153-26-3

ISSN: 0085-0845

Jeg blev inviteret til at skrive et par ord til bogen, og de er på side 67.

Der ud over fik jeg lyst til at skrive lidt mere om den store oplevelse det var at være sergentelev i Sønderborg, og der følger her under.

På opfordring af museumsinspektør Axel Ditlev Johnsen, ph.d.

Museum Sønderjylland, Sønderborg Slot

har jeg noteret en række erindringer fra den tid jeg var så heldig at være sergentelev ved

Infanteriets Befalingsmandsskole i Sønderborg.

Jeg blev indkaldt til Sjællandske Livregiment, og mødte den 3. februar 1969 til tjeneste i Slagelse.

Det blev en stor omvæltning. Jeg havde forinden været i lære som grafiker hos Aller Press A/S i København. Inden jeg kom i lære havde jeg været arbejdsdreng i et par år i kantinen hos Aller, og der var jeg vant til at blive behandlet som et voksent menneske, selvom jeg kun var 15 år.

Som lærling blev jeg også behandlet ordenligt – selvfølgelig var der et par situationer, hvor lærlingen lige skulle ”lære lidt”.

Vi var stadig De's mens jeg var i lære, så det var ikke noget problem. Men tonen som rekrut var noget anderledes, end det jeg var vant til.

Hold da op.

Jeg gjorde hvad jeg kunne, for ikke at gøre mig bemærket.

Passede mine ting. Opførte mig ordentligt, og undgik en hver form for ballade.

Et stykke inde i rekruttiden blev jeg indkaldt til møde med kompagnichefen major Høyer, som blandt andet spurgte, om jeg var interesseret i at komme på befalingsmandsskole.

Jeg svarede, at det var jeg bestemt ikke interesseret i, for jeg ville hjem og fortsætte som grafiker.

Et stykke tid efter blev jeg kaldt til et nyt møde med majoren, som indledte med at sige: ”Nå, Eg. Det er jo Dem som var interesseret i at komme til Sønderborg på befalingsmandsskole. Og da De ikke har kørekort, skal De starte på køreskolen i morgen tidligt”.

Kort tid efter blev ”de interesserede” samlet i det, som blev kaldt ”Skoledelingen”, hvor der var strammet lidt mere på disciplinen og kravene.

Sidste dag som rekrut var fredag den 30. maj 1969.

Vi var et par stykker som aftalte at lave en samkøring i Ibsens Mascot til Sønderborg.

Jeg boede den gang i Horsens, og skulle stå på i Fredericia.

Mandag den 2. juni 1969 .

Spændte på den nye situation, vi var kastet ud i, kørte vi tre mand i en Morris Mascot, som desuden var proppet med militær udrustning, gennem det sommervarme og solbeskinnede Sønderjylland.

Jeg havde ofte været i Sønderjylland, for sammen med min kæreste og mine svigerforældre i Horsens kørte vi ofte en søndagstur, og havde tit været i Kollund, Gråsten og på den anden side af grænsen. Men vi havde aldrig været i Sønderborg.

I Mascot'en kørte vi tre mand nu over en bakketop, og lige foran os var en fantastisk bygning. Det var et slot, i røde mursten. Med tårne og Dannebrog på toppen. Det var helt eventyragtigt, og jeg sagde: ”Der ville jeg gerne bo”.

Det kom jeg så til. I det meste af et halvt år. I første omgang.

Det var kasernen i Sønderborg. I min soldaterbog er den nævnt som IFBS (SØ) – Infanteriets Befalingsmandsskole i Sønderborg.

Der skulle jeg komme til at lære meget nyt, og få min tilværelse drejet i en anden retning, end jeg ellers havde planlagt.

Til udgangsuniformen fik vi en lille ”knap” der, så vidt jeg husker, var omkring to centimeter i diameter. Den var grålig, med et nydeligt syet grafisk mønster.

Den skulle syes på uniformens ærme, som tegn på, at bæreren var sergentelev.

Jeg var lidt stolt, indtil jeg blev nærmest overfaldet i toget af nogle ”basser” fra Slesvigske Fodregiment, som storgrinende gjorde nar af min fine knap, og kaldte den en ”Duelort”.

Vi blev indkvarteret i det der nærmest var luksus forhold.

I rekruttiden i Slagelse var vi 30 mand på en stue. I køjesenge som stod så tæt, at to mand ikke kunne passere hinanden.

Nu var vi (så vidt jeg husker) fire mand på en stue, og stuen var endda større – meget større.

Og så var der udsigt ud over Alssund og direkte over til Dybbøl Mølle.

Jeg hilste stolt og ærbødigt på Dybbøl Mølle hver eneste morgen.

Jeg glemmer aldrig Sønderborg, og er kommet tilbage igen og igen.

Efter at være kommet nogenlunde på plads, var der samling i gården, hvor skolechefen oberst F.G. Tillisch bød os velkommen. Det var en velkomst som indeholdt mere varme og positive vendinger, end den tone, vi havde hørt ugen forinden i Slagelse.

Vi fandt hurtigt ud af, at det her var meget anderledes.

Blandt andet var der navneopråb, og vi rettede os op og svarede alle med et høj og klart ”Her”, når vi hørte vores navn. Lige til en sergentelev fra Bornholms Værn blev råbt op, og han svarede med et højt og tydeligt ”Halløj”.

”Så for pokker” tænkte jeg. ”Nu bliver der ballade”.

Men der var ikke én af de mange officerer der så meget som løftede et øjenbryn.

Kommandoofficeren var en herlig mand, som jeg kom til at sætte stor pris på.

Jeg blev udnænt til at være talsmand. Hvordan det kom i stand, det ved jeg ikke, men det gjorde at jeg af og til skulle henvende mig til kommandoofficeren som hed Mortensen. Jeg husker ikke hans officersgrad.

Han lærte mig en leveregel, som jeg ofte har givet videre i forskellige sammenhæng.

Den lød: ”Hvorfor udsætte til morgen, hvad man kan få ordonnansen til at gøre i dag”.

Jeg ved ikke præcis hvorfor man kaldte ham ”Snu Morten”, men han havde lune og kunne tåle en spøg – så snart den var bare en smule intelligent.

Han havde på et tidspunkt en kontorordonnans, som irriterede ham. Derfor ”kom han til” igen og igen at skubbe en papæske med kontorclips på gulvet, og sagde til ordonnansen ”Tag lige og saml det op”. Så lå ordonnansen på gulvet og samlede løse clips op under borde og stole og skabe.

Nu skubbede Morten igen æsken på gulvet.

Hvad han ikke vidste var, at ordonnansen denne gang havde forberedt sig, og havde sat alle clipsene sammen, og kunne nu nøjes med at bukke sig ned, tage fat i én clips, og så trække resten op i et snuptag.

Jeg var der ikke selv, men har fået refereret, at Snu Morten havde moret sig.

I modsætning til mange af mine jævnaldrende, så interesserede biler mig ikke meget. Så da jeg begyndte på køreskolen i Slagelse, var det første gang jeg sad bag rattet i en bil.

Jeg bestod den teoretiske prøve i Slagelse, men måtte have flere køretimer i Sønderborg.

Kørelæreren i Sønderborg var en spøjs fætter.

Han gjorde det ikke nemt at være elev.

En dag da vi havde kørt lidt rundt på Als, kommanderede han mig ind til siden.

Jeg skulle stå ud og komme hen til ham på den anden side af bilen, og så begyndte han at spørge om hvor meget brændstof der var i tanken. Hvor meget kilometertælleren stod på. Hvor høj temperaturen var i køleren, og da jeg havde haft rigeligt at se til med at køre en lastbil rundt i trafikken, kunne jeg naturligvis ikke svare. Det gav en skideballe.

Han elskede at få mig til køre ned igennem Perlegade og videre forbi Rådhuset og til venstre ad Mellemgade.

Det var nærmest umuligt at få en gammel lastbil uden servostyring rundt om det skarpe hjørne, og først i Mellemgade var der en trappesten, som gik et godt stykke ud i vejen.

Hvis svinget ikke blev taget i ét hug, uden at køre lidt frem og tilbage, var der igen verbale øretæver.

En dag havde det regnet kraftigt, og der lå en del store vandpytter.

Jeg havde stadig ikke rutine, så al opmærksomheden var lagt i at holde lastbilen på vejen.

Jeg så ikke vandpytten. Kørte ud i den, og kom til at sende en kaskade af vand ud over en nydelig ung pige på fortovet, hvortil kørelæreren brølede: ”Donnerwetter”!

Ordene i den efterfølgende skideballe egner sig ikke til tryk.

Til den unge dame vil jeg her gerne sige mange gange undskyld.

Naturligvis skal unge mennesker som er under uddannelse en tur i byen en gang imellem.

Vi var ingen undtagelse, og der var nok at vælge imellem.

Jeg husker ”en tur i byen i Sønderborg” som noget der startede med at vi tog med spritbåden ”Langballigau”, og fik lagt en god bund, uden at det kostede alt for meget.

En dag kom vi tre gutter om bord, og tjeneren spurgte hvad vi ville have.

Svaret var en flaske Rom og en Cola.

Tjeneren: ”Er det ikke lige lovligt meget”?

Dertil var svaret: ”Nå, ja. Så giv os to flasker Rom”.

Tilbage i Sønderborg gik turen oftest til ”Slottet”, som ikke ligefrem var til tre stjerner.

Jeg har senere ofte hørt stedet omtalt som ”et sjusket værtshus med sand på gulvet”. Senest desuden omtalt som ”et fælt sted, med knald på og mange fulde soldater”.

Min erindring passer til dels til den beskrivelse.

Jeg husker et stort lokale uden egentlige dekorationer, og absolut uden hyggebelysning. Lange borde og bænke, og at man ofte var oppe og stå på bordene.

Men jeg husker også nogle store musikoplevelser, blandt andet en aften hvor det var Rocking Ghosts som spillede. En anden gang var det Red Squares, og der var flere gode musik-oplevelser.

Jeg husker ikke så meget til ballade og den slags ubehageligheder, men det var måske fordi jeg holdt mere af den nærmest hjemlige hygge det var at komme over til Misse. Hun trakterede klaveret, og vi andre fik imens et par øller og måske et Solæg.

Den dag i dag laver jeg sommetider Solæg til gæsterne, når der skal en traditionel frokost på bordet.

Jeg fik opskriften af Misse selv.

Der var andre som gik på Zanzibar i Store Rådhusgade. Jeg var der kun et par få gange. Hvorfor det var sådan ved jeg ikke, men det passede mig ikke rigtigt.

Der var vist også et sted som hed ”Ringrideren”, men det var heller ikke mig.

Men hvor mange gange bunden blev lagt på ”Langballigau”, det er der ikke tal på.

Det var ikke altid at sergent-eleverne var mest veloplagte om morgenen, efter sådan en tur i byen.

Det kunne gå, hvis vi skulle ud og lave fysiske aktiviteter på øvelsespladsen nord for Sønderborg.

Jeg husker første gang vi kom der ud, og skulle introduceres til forhindringsbanen.

Da var jeg så bange, at jeg kunne have fundet på at desertere.

Jeg turde ikke kravle op i den første forhindring, som var en stige, hvor trinene hang i reb. Og man skulle kravle helt op, svinge sig over overliggeren, lade benene slå ind i stigens trin på den anden side, og slippe med hænderne, når benene igen var på vej væk fra stigen.

Det turde jeg simpelthen ikke.

Vi gik alle forhindringerne igennem, og hvis jeg ikke havde fået hjælp, så stod jeg nok stadig ned i bunden af det hul, som kaldtes ”Sukkenes Dal”.

Alligevel blev vi alle sendt ud på den bane igen og igen, og pludselig gik det som en leg. Teknikken til at passere de enkelte forhindringer var kommet ind under huden, og nu var det ikke bare et spørgsmål om at komme over og igennem, men at komme over hurtigere gennem banen end de andre.

Men hvis der var teori på programmet morgenen efter en bytur, så var det meget værre.

Vi havde noget, som jeg tror hed ”Enhedslære”. Det var noget med forskellen mellem en deling en grupper og andre størrelser af hærenheder. Og om de symboler, som blev brugt for, at man på et kort kunne se forskel mellem en dysekanon og en morter.

Undervisningen var kedelig og foregik, i sommervarmen, oppe øverst i kasernebygningen. Der var varmt. Luften stod stille. Alt stod stille, og øjnene klattede i.

Da jeg kom tilbage til regimentet og fik ansvaret for at føre en deling ud på øvelser, havde jeg store problemer med at læse og forstå de symboler, som ellers skulle have siddet fast allerede fra sergentskolen.

Alligevel husker jeg indlæringssituationerne som meget tilfredsstillende.

Jeg kom i den deling, hvor vi skulle lære at betjene en 81 mm morter, og den dag i dag husker jeg hvordan officererne benyttede sig af nogle gode pædagogiske metoder, især den som hedder Vise-Forklare-Øve. Den har jeg selv benyttet i mange situationer som civil underviser, i mange år der efter.

Nogle år senere fik jeg arbejde ved Hærens Undervisningsteknologiske Faggruppe på Kronborg. En af mine første opgaver var at lave et undervisningshæfte om betjening af en 81 mm morter, og det sad stadig fast på rygraden.

Da jeg blev bedt om at skrive denne tekst, vendte minderne tilbage, og jeg prøve i tankerne, om jeg kunne opstiller tre morterer i grundstilling, som vi lærte det den gang.

Det kunne jeg.

Til gengæld kunne det være svært, når vi skulle ud og træne skydning med morterene på øvelsespladsen ved Sønderborg. Der kunne skydes med en speciel mortergranat, som ikke fløj særligt langt, men det var også den eneste forskel.

Ind imellem var det tåget, og vi måtte ikke begynde skydningen før der var en bestemt sigtbarhed.

Det var svært at holde sig vågen efter en tur i byen, og sidde på en øvelsesplads, lige i solen, uden noget at tage sig til end at vente

Men vi blev gode til det, og senere smadrede vi de fleste af de bygninger som var opstillet som en modelby i miniformat. Alle huse, møller med videre var bygget af træ, og det gjaldt jo om at ramme dem – det var det øvelsen gik ud på. Officererne fortalte, at vi ikke skulle blive skuffede, hvis vi ikke ramte bygningerne. Men det gjorde vi. Vi ramte hele tiden plet.

Jeg tænkte ikke så meget over det mens jeg var i Sønderborg.

Men da jeg efter sergentskolen blev sendt til Vordingborg, oplevede jeg snart hvordan lokalbefolkningens holdning var til at bo en garnisonsby, hvor det vrimlede med soldater.

Det var ikke altid lige behageligt at være soldat, og slet ikke en grøn, uerfaren, værnepligtig sergent.

Men så kom jeg til at tænke på hvordan stemningen var i Sønderborg.

Noget ganske andet.

En eftermiddag lige midt i skoleperioden gik jeg en tur i uniform i det lune sensommervejr hen ad Helgolandsgade.

Imod mig kom et nydeligt ældre ægtepar, som smilende stoppede mig, og begyndte at spørge til hvordan skoleopholdet var. Om maden var god. Om officererne behandlede os ordentligt, og så videre. Jeg var så forbløffet, at jeg uden at tænke nærmere over det, sagde ja tak, da de inviterede på kaffe og hjemmebagte småkager.

Vi havde et par hyggelige timer, og fik set alle deres familiebilleder igennem.

Jeg kom hos dem et par gange mere under skoleopholdet, men da jeg året efter igen kom til Sønderborg og ville besøge dem, var navneskiltet på døren skiftet ud.

Der var flere af den slags positive oplevelser. Den eneste gang jeg kan huske, at det var ubehageligt var en dag, da jeg uden at vide det, satte mig ved stambordet hos Misse.

Der blev jeg sat på plads med nogle meget præcise vendinger.

Den sidste dag i Sønderborg var den dag, hvor vi havde fået vores vinkler og den nye kasket.

Jeg gik en tur ned gennem Perlegade. Stolt, og skulle lige se mit eget spejlbillede i en legetøjsforretning, jeg kom forbi.

Flere civile smilede, og sagde tillykke.

Det er sådan jeg husker de lokale i Sønderborg.

Smilende, venlige, rare mennesker.

Men ikke hvis man fik flaget op for sent, eller havde glemt at trække det ned. Så var det ikke venlige ord, man fik at høre.

Senere har jeg været i Sønderborg masser af gange, også i uniform, og er altid blevet venligt behandlet.

Opholdet på Sergentskolen i Sønderborg kom til at dreje min tilværelse i en helt anden retning, end jeg havde forventet.

Jeg havde lige fra 5-6 års alderen vidst, at jeg ville være grafiker. Jeg kom i lære som grafiker, fik svendebrev, og var fast besluttet, at det skulle være min verden.

Men sergentskolen gav mig lyst til at undervise. En stor del af sergentens opgave er jo netop at undervise mandskabet i forskellige færdigheder.

Efter Sønderborg kom jeg tilbage til regimentet, og først til i et rekrutkompagni, hvor det gælder om i en fart at få rekrutterne til at lære nogle grundlæggende militære begreber og færdigheder.

Derefter kom jeg i en kort periode til en 81 mm morterdeling.

Og så blev det pludselig meget mere spændende, for jeg skulle være med i en deling, hvor vi var udstyret med Cobra panserværnsraketter, som blev styret med et joy-stick.

Uddannelsen foregik på Hellebæk Avlsgaard ved Helsingør, og der sad vi hver dag i timevis foran store tv-skærme og trænede i at betjene joy-sticket. Resultatet var en træfprocent på 100. Hver gang.

Egentlig var det det første computerspil jeg prøvede.

Kort efter blev jeg sendt på Instruktørkursus på Kronborg. Det var for alvor det man kalder en ”øjen-åbner”. Det bedste kursus jeg har været på. Vi lærte så meget, som var direkte anvendeligt når vi kom tilbage til regimentet.

Da jeg kom tilbage, var min deling imidlertid blevet hjemsendt. Materiellet var lagt i mølpose.

Efter det var jeg en kort periode kommandoofficer i kompagniet i Vordingborg.

Så fik jeg tilbudt at få en stilling ved Hærens Undervisningsteknologiske Faggruppe på Kronborg, og der skulle vi arbejde med noget så avanceret som blandt andet Programmeret Undervisning.

Resten af mit liv har handlet om at lave kurser, foredrag, skrive lærebøger, lærehæfter.

Senere kom interessen for psykologi og kommunikation, så jeg begyndte at undervise i det område. Var blandt andet en tur forbi Journalisthøjskolen i Århus, og har arbejdet som journalist, og det gør jeg stadig.

Grund-uddannelsen som grafiker var ikke spildt, for den dag i dag arbejder jeg hver dag med opgaver som har relation til det grafiske.

Men det der virkelig gjorde den store forskel, det var Sønderborg i 1969.

Verner Eg